Hjem/Information om praktik til forældre

Information om praktik

Til forældre

Formål med erhvervspraktik
Elever i 8., 9. og 10. klasse på Langagerskolen har mulighed for at komme i praktik. Formålet med at komme i praktik er bl.a. at lære, hvordan det er at være en del af en arbejdsplads og hvilke færdigheder, det kræver. I praktikken har eleverne mulighed for at få afprøvet forskellige arbejdsopgaver i det ønskede erhverv, og det kan være en hjælp til at blive afklaret i kommende valg af uddannelse.

Tilrettelæggelse af praktikforløb
Langagerskolen har kontakt til en række praktiksteder, som du og dit barn kan læse om her på Langagerpraktik. I er også velkomne til selv at finde et praktiksted. Personalet i dit barns gruppe sørger for at kontakte praktikstedet og aftale praktikforløbet med dem.

Praktikken kan tilrettelægges på forskellige måder og tilpasses så vidt muligt den enkelte elev.

Eksempler på praktikforløb:

  • En uge af 2 timers varighed i fx 4 uger
  • To gange om ugen af 2 timers varighed i fx 6 uger
  • En hel uge 7 timer om dagen fx kl. 8-15

På nogle praktiksteder er det kun muligt at komme i praktik i fx en uge ad gangen. Dette vil være oplyst under det enkelte praktiksted.
Hvis eleven har behov for at have kendt personale med fra Langagerskolen i starten af praktikken, kan dette lade sig gøre de fleste steder. Enkelte steder er det ikke muligt på grund af pladsmangel. Dette vil også være oplyst under det enkelte praktiksted.

Inden praktikken starter, skal eleven og personalet fra skolen til et formøde med den virksomhed, hvor eleven ønsker at komme i praktik. Eleven får en rundvisning, og kontaktpersonen i virksomheden fortæller om, hvilke arbejdsopgaver eleven kan blive præsenteret for. Eleven har også mulighed for stille relevante spørgsmål i forhold til praktikken.

Når eleven har været i praktik 2-3 gange, bliver der sædvanligvis afholdt et evalueringsmøde mellem eleven/personalet fra gruppen og praktikstedet. Ved mødet tales der om, hvordan eleven varetager opgaverne på praktikstedet, og om praktikken skal fortsætte eller afsluttes.

Praktikken er ulønnet, og eleven kan som udgangspunkt ikke få et arbejde i virksomheden bagefter.

Hvis der opstår spørgsmål eller problemer i forhold til praktikstedet, når dit barn er i praktik, så kontakt venligst personalet i dit barns gruppe. Så tager de en snak med praktikstedet.

Der sker meget nyt for eleverne, når de er i praktik. Der er nye mennesker, de skal forholde sig til, nye opgaver, måske mere fysisk aktivitet og generelt mange nye indtryk. Det gør, at I måske vil opleve, at jeres barn kommer træt hjem og har brug for en pause.

Når elever er i praktik, er de ulykkes- og ansvarsforsikret. Hvis de er så uheldige at ødelægge noget, mens de er i praktik, dækker forsikringen.