Information om praktik
Til elever
Formål med erhvervspraktik
Som elev i 8., 9. og 10. klasse har du mulighed for at komme i erhvervspraktik og prøve kræfter med forskellige erhverv og arbejdsopgaver. Måske finder du ud af, hvad du er god til, og hvad du måske ikke er så god til. Erhvervspraktik kan også gøre dig klogere på, hvilken uddannelse du skal vælge, eller hvad du kunne tænke dig at arbejde med i fremtiden.
Du vil desuden få et godt indblik i, hvad det vil sige at have et arbejde. Det er for eksempel vigtigt, at man møder til tiden, er velsoigneret og har rent tøj på. De arbejdsopgaver, du vil få på praktikpladsen, er reelle arbejdsopgaver, som det øvrige personale normalt udfører, når du ikke er der.
Planlægning af praktik
Først skal du finde ud af, hvor du kunne tænke dig at komme i praktik. Du kan læse om alle praktikstederne her på Langagerpraktik sammen med personalet eller dine forældre. Det er også muligt selv at finde et praktiksted. Personalet kontakter det ønskede praktiksted og planlægger praktikforløbet, så det passer bedst muligt til dig.
Inden du starter i praktik, skal du, sammen med personalet fra skolen, til et formøde med den virksomhed, hvor du ønsker at komme i praktik. Du vil få en rundvisning, og kontaktpersonen i virksomheden fortæller om, hvilke arbejdsopgaver du kan blive præsenteret for. Du har også mulighed for stille relevante spørgsmål i forhold til praktikken.
Du skal være opmærksom på, at praktikken er ulønnet, og at du som udgangspunkt ikke kan få et arbejde i virksomheden bagefter.
Eksempler på praktikforløb
Når du skal i erhvervspraktik, bliver praktikken tilpasset dig. Praktikken kan tilrettelægges på forskellige måder.
Eksempler:
- En uge af 2 timers varighed i fx 4 uger
- To gange om ugen af 2 timers varighed i fx 6 uger
- En hel uge 7 timer om dagen fx kl. 8-15
På nogle praktiksteder er det kun muligt at komme i praktik i fx en uge ad gangen. Dette vil være oplyst under det enkelte praktiksted.
Hvis du har behov for at have kendt personale med fra Langagerskolen i starten af praktikken, kan dette lade sig gøre de fleste steder. Enkelte steder er det ikke muligt på grund af pladsmangel. Dette vil også være oplyst under det enkelte praktiksted.
Når du er i praktik
Når du er i praktik, skal du huske, at du er gæst, og at du ikke har de samme rettigheder som de ansatte på praktikstedet.
Når du har været i praktik 2-3 gange, bliver der sædvanligvis afholdt et evalueringsmøde mellem dig/personalet fra teamet og praktikstedet. Ved mødet tales der om, hvordan du varetager opgaverne på praktikstedet, og om praktikken skal fortsætte eller afsluttes.