Hjem/Om os

Om os

Hvad er Langagerpraktik?
Langagerpraktik er en hjemmeside med praktiksteder for elever i 8., 9. og 10. klasse på Langagerskolen. Hjemmesiden er opdelt i kategorier, hvor man kan finde de forskellige praktiksteder. Når man klikker på praktikstedet, får man en kort præsentation af stedet. Herefter er der informationer og billeder af mulige arbejdsopgaver.

Hjemmesiden er tænkt som en platform, hvor elev og personale sammen kan læse om erhvervspraktik og se de forskellige praktiksteder.

Hvorfor Langagerpraktik?
At finde praktikpladser er et stort arbejde, og vi oplever, at det er en arbejdsopgave, der nemt kan virke uoverskuelig og tidskrævende. Desuden oplever vi, at manglende viden om eleverne på Langagerskolen gør, at praktikstederne takker nej til at have vores elever i praktik. Når vi sammenholder det med, at vores elever er konkrettænkende, visuelle og har manglende forestillingsevne, gør det, at opgaven med at forberede eleverne til praktikken bliver stor.

Langagerpraktik er tænkt som et let tilgængeligt arbejdsredskab, der gør det lettere at få elever i praktik, idet forarbejdet allerede er gjort.

  • Praktikpladserne er etableret.
  • Der er indgået samarbejde med virksomhederne.
  • Der er billeder og beskrivelser af praktikstederne.

Hvis en elev ønsker at komme i praktik, udfyldes kontaktformularen af personalet på Langagerskolen. Herefter kontakter vi personalet og hjælper med at få planlagt det rette praktikforløb for eleven.

God fornøjelse med praktikken!

De bedste hilsner fra
Kristina og Henrik
Langagerskolens praktikansvarlige